Herningsholm IT hjælper skolerne med at bruge deres eksisterende identiteter på tværs af tilkoblede tjenester. Brugerne møder en mere ensartet loginoplevelse uden at skulle lære nye loginforløb for hver platform.
Elever og medarbejdere kan selv håndtere password, MFA og account recovery. Den lokale IT-support får bedre mulighed for at bruge tiden i klasselokalerne og på de opgaver, som kræver et menneske.
Verificering ved kontoaktivering og automatisering af MitID Erhverv giver skolerne bedre overblik over identiteter og rettigheder – og et bedre udgangspunkt for nye login- og sikkerhedskrav.




En elev har glemt sin kode. Undervisningen er i gang, men eleven skal finde IT for at komme videre. Det tager måske kun få minutter at løse. Til gengæld bliver både elev og IT-medarbejder afbrudt.
Herningsholm IT ved, at ingen skoler er ens. Nogle har én eller to lokale IT-medarbejdere, som både skal holde computere, printere og undervisningslokaler kørende og hjælpe elever og ansatte med deres login. Fællesskabets opgave er at finde løsninger, der virker i den enkelte skoles hverdag – ikke bare på papiret.
Udfordringen er større på de skoler, der har meget få til at løse opgaven. Den tid, der skal bruges på at nulstille passwords for elever og ansatte, er jo tid, der går fra reelle IT-opgaver, som at holde hele IT-løsningen på skolen kørende.
— Carsten Ørkilde
Samtidig var der manuelt arbejde med at oprette medarbejdere i MitID Erhverv og forklare, hvordan deres erhvervsidentitet skulle bruges. Herningsholm IT ønskede at fjerne unødige trin for brugerne og give skolerne en løsning, der også kan følge med, når kravene ændrer sig.
Herningsholm IT har derfor indgået et samarbejde med IdentityStack om at gøre identitet og adgang enklere på tværs af skolerne. Løsningen bygger videre på deres eksisterende IT-miljøer i stedet for at kræve, at de starter forfra.
Elever og ansatte får en mere ensartet måde at logge ind på i de tilkoblede tjenester. Skolens Microsoft 365-login kan eksempelvis bruges som lokal IdP til UNI-Login. Systemerne bagved kan stadig have forskellige konti, men brugerne behøver ikke møde et nyt loginforløb hver gang.
Når en konto aktiveres, kan brugeren verificere sin identitet. Det giver skolen et stærkere grundlag for at vide, hvem kontoen tilhører. Brugerne kan derefter selv sætte MFA op, skifte password og genskabe adgangen, mens medarbejdernes MitID Erhverv-identiteter og rettigheder kan håndteres mere automatisk.
Herningsholm IT tager sig af koordinering og førstelinjesupport, og samarbejdet med IdentityStack er blevet omsat til en mere fast proces for at få nye skoler på platformen.
Det er ikke kun dagens loginproblemer, skolerne skal håndtere. Fra uge 41 og frem mod udgangen af 2026 udfaser STIL privat MitID som login for medarbejdere via UNI-Login. Medarbejderne skal bruge MitID Erhverv eller en lokal loginløsning; eleverne er ikke omfattet af ændringen.
Den 1. februar 2027 stopper Microsoft samtidig sin egen levering af SMS- og taleautentifikation i Entra ID. Skolerne skal stadig planlægge overgangen til understøttede metoder, men verificering, MFA-opsætning og recovery på plads gør arbejdet mere overskueligt.
Målet er enkelt: Én ensartet loginoplevelse for alle brugere og en fremtidssikret adgangsstyring, der gør skolerne klar til nye krav, før de træder i kraft.
De første 10 skoler er allerede på platformen. Ifølge Herningsholm IT er det blevet mærkbart lettere for eleverne at skifte adgangskode, og udrulningen fortsætter med et mål om at få de resterende skoler med i løbet af de næste seks måneder.
Tidsbesparelsen er endnu ikke målt på tværs af skolerne. Men hver gang en elev eller medarbejder selv løser et loginproblem, undgår den lokale IT-support en afbrydelse.
Det er der, vi ser, at vi kan spare noget tid i det daglige. Folk, der ikke kan huske deres kodeord, er noget, man løser på få minutter, men alle bliver forstyrret i det. Der er noget lethed i det – vi køber os tid til at få løst de opgaver, der betyder noget.
— Carsten Ørkilde
Herningsholm IT har samtidig gjort det lettere at få overblik over medarbejdernes identiteter og rettigheder: Hvem har adgang til hvad?
Vi får et bedre overblik over, hvem der har hvilke rettigheder – og det er i sig selv med til at styrke sikkerheden.
— Alex Kragh Jensen
For Herningsholm IT er ambitionen større end en ny platform. Det handler om at gøre hverdagen lettere på tværs af fællesskabet: Et login, brugerne genkender. Færre små afbrydelser. Mere tid til at holde undervisningen og skolen kørende.